Naturfolk er bekymrede: Danmark invaderes af gæs

Skrevet af Michael Lauritsen

21/05/2013

Dagens topnyheder

Der har aldrig været flere kortnæbbede gæs i Danmark, end der er lige nu. Det viser en ny optælling, som Aarhus Universitet har lavet for Naturstyrelsen som led i overvågningen af naturen.

Der blev talt gæs både i Danmark og i Norge den 5.maj. Det største antal blev registreret i Nord-Trøndelag med i alt 73.900. I Sør-Trøndelag og i det sydlige Norge blev der registreret 3000, mens der i Danmark blev talt 4400 gæs.

Det samlede antal på 81.500 individer er en lille stigning i forhold til foråret 2012, hvor der blev talt omkring 80.000 gæs. I 1990’erne var der til sammenligning cirka 30.000 kortnæbbede gæs.

Smadrer naturen

Tallene giver panderynker. Gæssene er nemlig meget hårde ved naturen.

Vildtforvaltningsrådet godkendte i fjor et nationalt mål om, at bestanden af kortnæbbede gæs skal bringes ned til et stabilt niveau på omkring 60.000 individer. Men i stedet er bestanden altså fortsat med at vokse.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

- Normalt er det jo glædeligt, når det går godt for en dyreart i naturen. Men der er efterhånden så mange kortnæbbede gæs, at det er begyndt at være et problem, konstaterer skovfoged Henrik Lykke Sørensen fra Naturstyrelsen i Blåvandshuk til Naturstyrelsens hjemmeside.

Han har set, hvor store skader, de kortnæbbede gæs bringer.

- På Svalbard, hvor gæssene yngler, går det for eksempel hårdt ud over den sårbare vegetation på tundraen, og der sker hvert år skader på de landbrugsafgrøder, fuglene besøger langs deres trækruter, siger han.

Mere jagt

De kommende år skal bestanden af kortnæbbede gæs bringes ned ved at forøge jagten på en kontrolleret måde.

Indsatsen koordineres mellem Norge og Danmark, hvor der er jagttid på kortnæbbet gås. For første gang har man lavet en fælles europæisk forvaltningsplan, der blandt andet har til formål at bringe bestanden ned til et stabilt niveau.

- Tallene viser tydeligt, at det er fornuftigt, at vi gør en indsats for at få styr på de kortnæbbede gæs. Vi har sat ind på flere fronter, og det er helt naturligt, at der går noget tid, inden vi ser en effekt, siger Henrik Lykke Sørensen.

Naturstyrelsen har blandt andet planer om en ny jagtprøve, der skal gøre nye jægere bedre til at ramme præcist, hvilket har stor betydning, når det er gæs, der jages.