Naturforening: To grønne milliarder er ikke nok

Regeringen anerkender, at dansk natur har brug for ekstra hjælp.

Det mener Danmarks Naturfredningsforening, efter at regeringen har taget 2,1 milliarder kroner fra den direkte EU-støtte til landmændene fra 2016 til 2020 og øremærket dem til en grøn omstilling.

- Vi er glade for, at regeringen anerkender, at der er brug for at gøre en yderligere indsats for natur og miljø. Regeringen har arbejdet på at sikre danske arbejdspladser på bekostning af natur og miljø, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

- Der er mere end rigeligt brug for pengene, for at Danmark kan leve op til de internationale forpligtelser, vi har i forhold til natur og miljø, siger hun.

EU har åbnet for at flytte op mod 15 procent af den direkte landbrugsstøtte til grøn omstilling.

Regeringen har dog besluttet sig for en omlægning af landbrugsmidlerne på op til syv procent af den omkring syv milliarder kroner store landbrugsstøtte frem mod 2020 til det såkaldte landdistriktsprogram.

De syv procent i 2020, hvilket svarer til 2,1 milliarder kroner, er dog langt fra nok, mener Danmarks Naturfredningsforening.

- Vi mener dog, at de penge, som nu er afsat, kun udgør en tredjedel af behovet, som regeringens egne initiativer kræver, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

- Derfor forventer vi, at der bliver en supplerende finansiering heraf, for eksempel ved at forhøje overførslen på sigt, og ved at finde pengene i de årlige finanslovforhandlinger, siger formanden.

Pengene til grøn omstilling skal bruges til indsatser, der fremmer erhvervets vækst, konkurrenceevne og udvikling inden for natur, miljø, økologi samt udvikling af landdistrikterne.

Til efteråret vil regeringen træffe politisk beslutning om, hvordan midlerne helt konkret skal fordeles imellem de forskellige indsatser i landdistriktsprogrammet.

/ritzau/

Dagens Gossip