Naturforening: Staten må ikke sætte sig på naturfond

Dårligt er aftalen om oprettelsen af Den Danske Naturfond faldet på plads, før parterne er blevet uenige om de økonomiske vilkår for fonden.

Det springende punkt er ifølge Politiken Finansministeriets forslag om, at alle bidrag skal gå via finansloven og således indbetales på en konto i ministeriet.

Men sådan må det ikke blive, mener præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen.

- Staten må ikke sætte sig på den nye naturfond. Det er helt afgørende, at den bliver uafhængig. Når private og forretningslivet ønsker at donere penge til naturen, skal det ikke gå til staten, og man skal ikke indbetale sine gaver på en konto i Finansministeriet.

- Det skaber utryghed om, hvorvidt man kan være sikker på, at ens penge går til det, der er naturfondens formål: At skabe varige forbedringer og sikre den biologiske mangfoldighed i Danmark, siger hun til Ritzau.

To af fondens helt store økonomiske grundpiller, Aage V. Jensens Naturfond med sit bidrag på 125 millioner kroner, og Villum Fonden, som skal bidrage med 250 millioner kroner, mener også, at det oplæg, som regeringen har udformet, er forkert.

De mener ikke, at det er i overensstemmelse med det, der blev aftalt.

Det mener Ella Maria Bisschop-Larsen heller ikke.

- Det har hele tiden stået i aftalen, at det skal være en uafhængig fond, og derfor er alle jo indstillet på, at der er tale om en erhvervsdrivende fond, der har det helt klare formål, som er beskrevet i finanslovaftalen.

- Derfor er det jo en overraskelse for alle, at Finansministeriet nu mener, at man skal indbetale pengene på en konto i ministeriet, siger hun.

Naturfredningsforeningens chef peger på, at den nye naturfond er en af de centrale anbefalinger i regeringens egen natur- og landbrugskommission:

- Og de har peget på, at fonden ikke skal erstatte det, som staten og kommunerne i forvejen gør for naturen, men derimod skal supplere det.

- Derfor er uafhængighed afgørende, og med den konstruktion, som Finansministeriet lægger frem, er der er en risiko for, at regeringen taber det her væsentlige initiativ på jorden, og at de private midler ikke bliver en del af fondens bevilling, mener Ella Maria Bisschop-Larsen.

/ritzau/

Dagens Gossip