Naturfredningsforening vil give erstatning efter ulve-angreb

Ingen skal lide økonomisk tab efter besøget af en sulten ulv.

Det mener Danmarks Naturfredningsforening.

Derfor foreslår foreningen nu at oprette en Vildtskadefond, så det ikke er den enkelte ejer, der bærer byrden efter tab af husdyr. Fonden skal finansieres af staten.

- Vi skal sætte rammerne for ulven og sikre, at det flotte rovdyr bliver budt velkommen i Danmark frem for at være frygtet og uønsket. Derfor skal vi hurtigst muligt sætte en række initiativer i gang, der er med til at skabe plads til ulvene og være med til at mane frygten for, at ulven gør store indhug i husdyrbestandene til jorden, siger Bo Håkansson, biolog i Danmarks Naturfredningsforening.

Han bakkes op af en tysk undersøgelse, der viser, at under en procent af ulvens fødegrundlag kommer fra husdyr, mens mere end 50 procent af føden er rådyr.

Foreningen vil nu presse på for hurtigt at få skabt klare retningslinjer for ulvene i Danmark.

- Blandt andet ønsker vi, at ejeren af tamdyrene skal være forpligtet til at sikre, at dyrene er i en indhegning med el-hegn, som opfylder en række specifikke krav. Omvendt får man så erstatning, hvis ulve alligevel tager dyr fra indhegningen. Den konstruktion medvirker til at skabe en accept hos landmændene OG mindske omfanget af angreb, viser erfaringer fra Tyskland, siger Bo Håkansson.

Dagens Gossip

Dagens TV