Naturgas Fyn skal have ny direktør

Direktør i Naturgas Fyn, Bjarke Pålsson, fratræder sin stilling. Bestyrelsen og direktøren har efter gensidig aftale valgt at stoppe samarbejdet efter fem år, oplyser Naturgas Fyn.

Det er uenighed om den fremtidige ledelsesretning, der er årsagen til, at Bjarke Pålsson stopper.

- Bjarke Pålsson har været et stort aktiv for Naturgas Fyn, og bestyrelsen skylder ham stor tak for den turnaround, han har stået i spidsen for, siger bestyrelsesformand Anker Boye i en pressemeddelelse.

- Vi står imidlertid i en situation, hvor bestyrelsen og direktøren er uenige om den fremtidige ledelse af selskabet, og i sådan en situation har begge parter vurderet, at det eneste rigtige er at ophøre samarbejdet, siger han.

Ole Hvelplund er blevet udpeget som konstitueret direktør.

- Bestyrelsen og jeg har fuld tillid til, at Ole Hvelplund sammen med den øvrige ledelse og medarbejderne kan føre Naturgas Fyn godt og sikkert videre, indtil vi har haft lejlighed til at ansætte en ny direktør, siger Anker Boye.

De ansatte hos Naturgas Fyns er blevet orienteret om beslutningen, og Naturgas Fyns bestyrelse har igangsat en proces for at finde Naturgas Fyns fremtidige direktør.

/ritzau/

Dagens Gossip