Naturstyrelsen advarer: Glubsk dyr har bidt hovedet af dådyr i Dyrehaven

Skrevet af admin

11/12/2014

Dagens topnyheder

Der er muligvis et glubsk og farligt dyr på fri fod i Dyrehaven nord for København. Naturstyrelsen mener, at det kan være en meget stor hund, hvis ikke det i værste tilfælde er en ulv.

Onsdag morgen fandt Naturstyrelsens jægere nemlig en "ret stor" dådyrkalv i Dyrehaven, som var blevet dræbt på en sådan måde, at det må have været et større rovdyr, der havde nedlagt det.

- Det er sandsynligvis en rigtig stor hund. For der er knuste halshvirvler, og hovedet er simpelthen bidt af.

- Det er kun en meget stor hund, der kan gøre sådan noget, siger skovrider Hans Henrik Christensen, Naturstyrelsen.

Han fortæller, at dådyrkalvens hoved ikke er blevet fundet.

- Vi har nu sendt dna-prøver af bidet til et laboratorium, for at se om der kan være tale om en ulv, siger skovrideren.

Naturstyrelsen vil om tre dage få svar på, om det er en hund eller en ulv, der har været på spil i Dyrehaven.

Naturstyrelsen er i øjeblikket ved at finkæmme området og har kontakt til Nordsjællands Politi for at få tilladelse til at skyde det glubske dyr, hvis det bliver fundet.

/ritzau/