Naturstyrelsen om stormvejret: Bliv ude af skovene

Skrevet af admin

28/10/2013

Dagens topnyheder

Når den kraftige storm blæser ind over landet, skal du holde dig væk fra skovene. Mange gamle træer og møre grene vil med stor sandsynlighed ramle ned over stier og skovbund, når stormen passerer landet.

Sådan lyder en advarsel fra Naturstyrelsen, der er landets største skovejer og forvalter af skove i Danmark.

- Det er livsfarligt at gå mellem de store, gamle træer, når det blæser kraftigt. Selv mindre grene kan slå en voksen mand ihjel, når de brager ned fra høje træer, siger skovrider Bent Rasmussen fra Naturstyrelsen i Vadehavet.

Efterårets kraftige blæst er skyld i flest tilfælde af grene, der lander i skovbunden og på veje og stier tæt på skovområder.

Naturstyrelsen fortæller, at bøgetræer og egetræer i mange skove står med blade på. Bladene virker som et sejl, som vinden tager hårdt fat i. Derfor vil flere grene brække af træerne, end hvis stormen havde ramt på et senere tidspunkt, hvor der ikke er blade på.

Hvis man er en af de mere ivrige efter frisk luft, mens stormen raser, opfordrer Naturstyrelsen til, at man mandag trækker frisk luft i sikker afstand fra skoven.

- Det er ikke skovtursvejr, når det blæser kraftigt. I dag skal man blive ude i det åbne landskab, hvis man skal ud og have frisk luft, siger skovrider Bent Rasmussen.

Vadehavet er det sted i landet, der er hårdest ramt af stormen. Også Naturstyrelsens egne skovarbejdere bliver kaldt ud af skovene, hvis stormen rammer med fuld styrke.

/ritzau/