NBA kan få nyt kinesisk fyrtårn

Skrevet af admin

18/04/2016

Dagens topnyheder

For første gang i ni år har en kinesisk basketballspiller meldt sig til draften i verdens bedste basketball-liga, NBA.

Der er tale om den 218 centimeter høje Zhou Qi, der går under kælenavnet "Den store djævlekonge".

I draften vælger klubberne på skift blandt de største unge talenter. Det foregår i juni, og 20-årige Zhou Qi er udset til at være "en ny Yao Ming".

Kineseren Yao Ming stoppede karrieren i 2011, og han blev for nylig optaget i ligaens "Hall of Fame". Siden 2012 har der ikke været en kineser i NBA, da Yi Jianlian forlod ligaen.

Kina vurderes til at være det land uden for Nordamerika, som er det største marked for NBA. Derfor har det vakt glæde blandt landets basketballfans, at der kan være et nyt idol på vej.

De seneste to sæsoner har den tårnhøje Zhou Qi været den spiller i den kinesiske basketball-liga, som har haft flest blokeringer.

Hans nuværende klub, Xianjing Flying Tigers, spår ikke deres talent de store chancer for at tage springet til NBA.

- Vi tror ikke, at tiden er rigtig for ham. Det er ham selv, der vil give det et forsøg, siger klubbens formand til Beijing Times.

Zhou Qi er allerede taget til USA for at træne frem mod draften i NBA.

/ritzau/AFP