Nedskrivninger trækker Danske Bank ned

Skrevet af admin

03/02/2015

Mest læste i dag

Danske Banks regnskab for 2014 viser pæne tal over det meste af linjen, men skæmmes af nedskrivninger på aktiviteter i Finland, Nordirland og Estland på 9,1 milliarder kroner.

Ser man bort fra nedskrivningerne, ville banken have opnået et resultat på 12,9 milliarder kroner. Det ville have svaret til en forbedring på 82 procent i forhold til 2013.

Men resultatet efter nedskrivninger ender på 3,8 milliarder kroner efter skat, og det er altså 3,3 milliarder kroner lavere end året før.

Nedskrivningerne blev dog allerede meldt ud i december, og derfor er der ikke noget overraskende i resultatet, der svarer meget godt til forventningerne.

Og de øvrige nøgletal ser da også fine ud. Bankens indtægter steg med 10 procent og udgjorde 43,9 milliarder kroner.

Omkostningerne faldt derimod med fem procent og endte totalt set på 22,6 milliarder kroner.

Dermed er man tæt på målet om at nå en omkostningsprocent under 50. Trækker man de ekstraordinære nedskrivninger fra, ligger den nu på 51,6.

Og derfor er det da også en tilfreds og optimistisk administrerende direktør Thomas Borgen, som gør status.

- 2014 var et år med betydelig fremgang for Danske Bank. Vi har haft fokus på at skabe værdi for vores kunder, hvilket har været med til at styrke vores underliggende forretning og resultater.

- Vi har stadig et stykke vej, før vi har indfriet vores ambitioner og bankens fulde potentiale, men fremgangen viser, at vi er på rette spor i forhold til at nå vores mål, siger han i en pressemeddelelse.

Bestyrelsen indstiller, at der udbetales 5,50 kroner i udbytte pr. aktie, svarende til 43 procent af resultatet før nedskrivninger.

Forventningerne til 2015, hvor der ikke er lignende nedskrivninger i udsigt, er et resultat på 14 milliarder kroner.

Samtidig er målet på sigt, at egenkapitalforrentningen skal op på 12,5 procent senest i 2018. Fratrukket nedskrivningerne på goodwill var den 8,5 procent i 2014 mod 5,0 procent i 2013.

/ritzau/