Nedskudt Wiland: Nu skal vi nyde de resterende kampe

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

Det begyndte godt med 1-1 hjemme mod Juventus.

Men i de efterfølgende gruppekampe i Champions League har FC København været chanceløs. Først 0-4 ude til Real Madrid og onsdag aften tabte FCK 1-3 til Galatasaray i Istanbul.

FCK-målmand Johan Wiland, der leverede mirakler mod Juventus, men som er blevet skudt i sænk på udebane, er fortsat ved godt mod.

- Nu skal vi bare gå ud og nyde de kampe, der er tilbage. Forhåbentlig kan vi lave et godt resultat i nogle af kampene. Vi giver det i hvert fald en chance, siger svenskeren.

Nederlaget i Istanbul, hvor FCK var bagud 0-3 ved pausen, efterlader det danske mesterhold på en sidsteplads i gruppen.

På spørgsmålet om, hvorvidt Wiland tror på, at FCK også spiller europæisk efter nytår, svarer han:

- Vi er et hold, en klub, der vil vinde hver eneste kamp. På hjemmebane ved vi, at vi har en chance mod de fleste hold, og det skal vi bevise.

Netop den næste kamp om to ugers tid er i Parken. Her er gæsterne Galatasaray, der havde Felipe Melo, Wesley Sneijder og Didier Drogba som målscorere i Türk Telekom Arena onsdag aften. Claudemir reducerede for FCK kort før tid.

Nummer et og to i gruppen avancerer til Champions Leagues 1/8-finale, mens nummer tre går videre til knockout-fasen i Europa League.

/ritzau/