Nedslag i boligpriserne er de laveste i årevis

Boligsælgerne skar i maj ikke mindre end knap 790 millioner kroner af boligpriserne, viser tal fra Boliga, som cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig har samlet.

I årets første fem måneder blev der skåret 3,2 milliarder kroner af udbudspriserne, og selv om det lyder af meget, så har de tikke været lavere siden 2007.»Nedslagene i årets første fem måneder af i år er alene 1,3 mia. kroner lavere end sidste år. Ikke overraskende så det værst ud tilbage i 2009, hvor prisnedslagene frem til maj lå på hele 7 mia. kroner - dengang fik boligsælgerne travlt med at omstille sig til en helt ny dagsorden på boligmarkedet i kølvandet på finanskrisens eskalering i efteråret 2008,« skriver Christian Hilligsøe Heinig.

Nedslagene er ikke nødvendigvis sket i forbindelse med et salg af ejendommen. Tallene dækker også over løbende nedsættelser af priser.

Tallene kan ifølge cheføkonomen tolkes i retning af, at det går lidt bedre på boligmarkedet end i 2011 og starten af 2012.

Hvis tallene renses for bevægelser i det samlede antal boliger til salg, så blev prisen på et gennemsnitligt parcelhus sat ned med omkring 10.000 kroner hver måned i årets første fem måneder - et tal, som har været stabilt siden sommeren 2012.

Christian Hilligsøe Heinig peger på to faktorer, der mindsker prisnedsættelserne.

»For det første har boligpriserne holdt sig nogenlunde stabile over det seneste års tid, og dermed er »fundamentet« under udbudspriserne ikke skredet yderligere som i de forgangne år. For det andet er der også et element af, at kløften mellem sælger og køber er blevet mindsket over de seneste kvartaler. I henhold til tal fra boligsidens markedsindeks, så var det endelige forhandlingsnedslag i udbudsprisen ved salg på cirka 98.000 kroner for et hus på 140 kvadratmeter i april - det er et fald på 16.800 kroner i forhold til året før,« skriver han.

Dagens Gossip

Dagens TV