Nedtur: Riis' gamle drømmehold hænger i laser

Kvartetten med Fabian Cancellara, Jens Voigt, Andy og Fränk Schleck var kernen i det drømmehold, som i Tour de France 2009 og 2010 sikrede daværende holdejer Bjarne Riis kæmpe succes med to samlede topplaceringer og syv etapesejre.

Kim Andersen, som dengang var med til at udtage rytterne til det danske hold, er i dag sportsdirektør for de samme fire på Treks hold i Tour de France.

Guldfireren fra dengang har været en synkende skude i år, og det har Kim Andersen en enkel forklaring på.

- Det er såre simpelt. Jens bliver 43 år. Fränk har ikke kørt cykelløb i halvandet år. Andy har ikke haft et resultat siden i 2011, og Fabian satser ikke på Touren i år. Så der er sket mange ting. Det er en kombination af alle disse, siger Kim Andersen.

Trek har ud over en dag med Jens Voigt i den prikkede bjergtrøje ikke høstet nogen succes i løbet.

Holdets bedst placerede rytter i klassementet er Haimar Zubeldia som nummer 19, over otte minutter efter den førende Vincenzo Nibali.

- Når man har set på, hvad de har vist inden løbet, havde jeg ikke forventet mere. Vi har ikke brilleret i de løb, der har været før Touren.

- Fabian har gjort det, vi har forventet. Der manglede lidt på brostenene, og han blev toer på en anden etape. Så du kan ikke sige, at det kun er Jens. For Jens så vi kun den første dag, siger Kim Andersen.

Trek har ikke sendt de bedste ryttere til Tour de France i år, og den danske sportsdirektør mener, at der gemmer sig mere guld blandt de unge.

- Vi har rigtigt mange unge ryttere, og dem har ledelsen satset på at bruge i Giroen og måske også Vueltaen, da de er relativt unge.

- Det er ikke et B-hold i Touren, men der er ikke bedre til rådighed på nuværende tidspunkt. Næste år kan vi sammensætte en meget stærkere trup til Touren med mange unge ryttere, som vi på det tidspunkt kender bedre, siger Andersen.

Sidste år havde Trek noget større succes. Holdet vandt blandt andet en etapesejr og kørte et par dage i den gule trøje.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV