Nedturen fortsætter for United

Manchester City og United har delt de sidste tre Premier League-titler mellem sig. Men noget tyder på, der er vagtskifte i den bedste engelske række i denne sæson. Begge Manchester-klubber tabte nemlig lørdag. 

Værst ser det ud for Manchester United, der på hjemmebane tabte med 2-1 til West Bromwich Albion. De forsvarende engelske mestre kunne ellers revanchere sidste weekends 4-1-nederlag til Manchester City - men den ventede trodsreaktion kom aldrig.

I stedet måtte et tandløst United-mandskab se angriberen Saido Berahino blive matchvinder tyve minutter før tid. Morgan Amalfitano havde bragt West Bromwich Albion foran med 1-0, mens Wayne Rooney udlignede direkte på frispark.

Dermed stiger presset yderligere på Manchester United-manager David Moyes, der indtil videre har haft mere end svært ved at følge i Alex Fergusons fodspor.

Midt i krisen kan Moyes dog glæde sig over, at rivalerne fra City også satte point til. City tabte 3-2 til Aston Villa. Manuel Pellegrinis mandskab kom ellers foran både 1-0 og 2-1 i kampen mod Aston Villa, men begge gange kom Birmingham-holdet tilbage. Og i stedet for de tre point måtte City se Aston Villas Andreas Weimann score sejrsmålet et kvarter før tid.

Nicklas Helenius sad på Aston Villas bænk i hele kampen.

Med nederlaget ryger Manchester United helt ned på 12. pladsen med kun syv point i fem kampe. Manchester City ligger på femtepladsen.

Dagens Gossip