Neil Young-fan: Det er som at have en god kammerat

Skrevet af admin

01/07/2016

Dagens topnyheder

En af rockens helt store legender indtager fredag aften Orange Scene, og det har fået flere garvede fans til at stille sig tidligt i kø til at komme forrest på scenen.

Som en af de forreste i køen står Chris Rundqvist, der har hørt Neil Young siden starten af 70'erne, hvor han købte sit første album.

- Det, som er så specielt ved Neil Young er, at det er som at have en god kammerat. I nogle perioder er man meget sammen, og i andre ser man ikke hinanden så tit. Så omfavner man hinanden og bliver buddies igen, siger den garvede fan.

Han fik hurtigt fingrene i en endagsbillet til fredag, da Roskilde Festival annoncerede Neil Young som et af hovednavnene til årets festival.

Den 70-årige Neil Young er da også en sand rocklegende. Han har udgivet 36 studiealbum og står bag numre som "Rockin' in the Free World", "Cinnamon Girl" og "Down by the River".

Lige foran Chris Rundqvist støder man på endnu en garvet fan. Sild Fruerlund satte sig i kø omkring klokken 16 og er også på en endagsbillet udelukkende for at høre det store rockikon.

- Vi har altid hørt Neil Young. Det er ikke så tit, at han er her. Det er med at komme ud og høre de store gamle musikere, som er helt fantastiske, når man har mulighed for det. Det skal man ikke gå glip af, siger Sild Fruerlund.

Neil Young har flere gange været forbi Roskilde Festival. Senest i 2008, men også i 2001 hvor han spillede tre timer i stedet for halvanden time, som han var programsat til. Chris Rundqvist ser da også den garvede canadiske rockmusiker som en, der gør som han selv vil.

- Han er en kunstner, som er og har været politisk i sin fremtoning og i sine tekster. Samtidig står han for de amerikanske værdier som frihed, flotte amerikanske biler og så videre. Han er en sammensat person, som er lidt svær at finde ud af.

- Rent musikalsk har han også altid gået sine egne veje, siger Chris Rundqvist, der er rejst fra Midtjylland til Roskilde for et gensyn med Onkel Neil, som han også kaldes.

/ritzau/