Nej, finanskrisen skyldtes ikke Lehmans krak

Den amerikanske avis Washington Posts finanskommentator Barry Ritholtz minder i en læseværdig klumme om, at man skal huske på ikke at blande tingene sammen. Lehman Brothers var muligvis et eksempel på den attitude, der herskede i den amerikanske finanssektor efter årtusindeskiftet, med dens hæsblæsende jagt på profit, tårnhøje bonuslønninger og svigtende fornemmelse for risiko.

Men det gør den ikke til en årsag til finansmarkedets kollaps, som det nogle gange kan komme til at fremstå, skriver han.

Lehman Brothers var en del af systemet, og den var en del af krisen. Dens kollaps 15. september 2008 sendte chokbølger gennem det globale finansielle system og forværrede i den grad den kreditklemme, som selv havde været med til at knækket investeringsbanken. Men den var mest af alt et offer for krisen, skriver Barry Ritholtz. Og det er vigtigt at have den information i baghovedet, pointerer han, for skal vi gøre os nogen forhåbninger om at lære af fortidens fejl, så skal vi identificere og huske de reelle problemer, der satte det hele i gang.

Centralbankchefens valg

Mens man i Danmark i seneste uge blev præsenteret for Rangvid-rapporten, der lagde 18 årsager til den danske finanskrise på bordet, så vælger Barry Ritholtz at skære det ned til nogle færre, når man skal finde årsagen til den amerikanske finanskrise.

Den første faktor, Barry Ritholtz fremhæver, er Den Amerikanske Centralbank, FED. Tiåret op til krisen var nemlig præget af en helt usædvanlig situation. Centralbankchef Alan Greenspan valgte at holde renten ultralav i lang tid - og det på trods af, at den amerikanske økonomi tromlede derudad.

Rentesatser på to og endda helt ned til én procent i en periode, der for alvor begyndte i 2001, sendte den amerikanske dollar ned. Mellem 2001 og 2007 tabte verdens vigtigste valuta 41 procent af sin værdi, og det havde vidtstrakte konsekvenser.

En var, at priserne i USA steg voldsomt over en bred kam. Alt fra fødevarer over guld og olie til ejendomme steg voldsomt i pris. Det hele blev boostet af, at investorer så muligheder i at tjene profit på prisstigningerne, skriver han.

En anden og vigtig konsekvens af de historisk lave renter var, at institutionelle investorer følte sig tvunget til at gå nye veje, nu hvor afkastet på statsobligationer var så lavt. Det gjorde dem interesserede i nye finansielle produkter. Et af de mest notoriske var en type værdipapir, Collateralized Debt Obligation (CDO), der var baseret på realkreditobligationer.

Finten ved den nye type CDO var, at den muliggjorde investeringer i den del af det amerikanske realkreditobligationsmarked, der var allermest risikofyldt - nemlig obligationer baseret på den såkaldte »subprime-lån«, altså realkreditlån optaget af de allerdårligst stillede boligejere. De dårlige lån blev lagt i pulje med »gode« lån, delt op i pakker og vupti … så var risikoen mere end udjævnet. Den var simpelthen væk. Sådan lød argumentet i hvert fald.

Bureauer tav for fortjeneste

De store og i særdeleshed institutionelle investorer, som eksempelvis pensionsselskaber, så med interesse på de nye CDOer. Det ikke mindst fordi der hurtigt dukkede en overflod af tilbud om CDOer op - men også fordi kreditvurderingsbureauerne sagde o.k. for dem.

Overfloden af CDO skyldtes det faktum, at der hurtigt opstod i ny skov af finansielle selskaber, hvis eneste formål var at pakke CDOerne, så de kunne sælges videre. Selskaberne sad ikke selv på obligationerne særlig lang tid. Deres fokus var altså at pakke og sælge - ikke selv at sidde med en stabil langtidsinvestering i porteføljen. Derfor var de grundlæggende ligeglade med produktets kvalitet.

Kreditvurderingsbureauerne gjorde sit til at øge interessen for CDOerne, da de simpelthen gav dem topkarakter. Det vil sige, at det de gav obligationerne samme sikkerhedsstempel som eksempelvis solide vestlige landes statsobligationer.

Kreditvurderingsbureauerne tjente styrtende på at blåstemple alle de her nye CDOer. Men det tav de om. Derudover svigtede de det ansvar, de havde. For de tog fejl. CDOerne var i virkeligheden drønfarlige, for de var så smækfyldte med giftige subprimelån, at de havde potentiale til at trække de »gode« realkreditlån med ned, da de faldt. Og det var lige præcis det, der skete.

Barry Ritholtz spørger retorisk, hvordan i alverden finansverdenen kunne blive narret af kreditvurderingsbureauernes forkerte risikostempel. Svaret mener han er, at den deregulering af finanssektoren, der havde fundet sted som konsekvens af nye politiske vinde, havde gjort det umuligt. Det amerikanske finanstilsyn, SEC, var sendt til tælling, og centralbanken selv havde under Alan Greenspan fralagt sig sin rolle som overdommer.

Det betød i praksis, at finanssektoren i perioden var selvregulerende, skriver han.

Lehman var bare den næste

Samtidig var perioden efter årtusindeskiftet præget af, at de store og magtfulde investeringsbanker på Wall Street var blevet børsnoterede. Det betød, at det nu var udbytte- og aktiekursfokuserede aktionærer, der var dommere over driften - ikke de partnere, der arbejdede for bankerne, og som tidligere havde udgjort en stor del af ejerskabet. Det fik bankerne til at løbe risici, de ellers ikke ville have gjort.

Samtidig blev ansatte og chefer aflønnet med ekstreme bonusordninger, der alt andet lige gjorde det særdeles lukrativt for dem at fokusere på selskabernes aktiekurser. Lehman Brothers topchef Richard Fuld var i den forbindelse ingen undtagelse. Han menes at have tjent over en halv milliard dollar i fra årtusindeskiftet til 2007.

»Dette blev grobunden for et forfærdeligt uvejr. Bear Stearns var den første, der gik ned. Fannie Mae og Freddie Mac blev de næste, da de blev overtaget af regeringen i en dramatisk intervention. Lehman var blot den næste bank i den finansielle trailer park, der blev raseret af tornadoen,« skriver Barry Ritholtz.

Washington Post-klummeskriveren slutter dog af med at minde om, at selv om Lehman Brothers ikke i sig selv var den udløsende faktor i den amerikanske finanskrise, så er det ikke ensbetydende med, at alt var, som det måske burde være, i den tidligere hæderkronede investeringsbank.

Lehman Brothers var - lige som mange af de andre finanshuse - langt svagere, end de umiddelbart så ud til. Det skyldtes, at de brugte alle mulige regnskabstekniske kneb for at se mere solide ud, end de var. Og nogle gange også kneb, der lå på grænsen af det lovlige.

Enkelte fik øjnene op for det, og endnu færre fik mulighed for at advare om det. I maj 2008 fortalte hedgefond-chefen David Einhorn til en konference, at han simpelthen anså Lehman Brothers for at være insolvent. De alvorlige ord ændrede dog ikke noget. Lehman-aktien blev ufortrødent handlet til en høj pris. Markedet havde ikke lyst til at se virkeligheden i øjnene - og den var i Barry Ritholtz' optik, at den var helt gal i hele den amerikanske finanssektor.

»Nogle af os, der nærstuderede hændelserne på det her tidspunkt, indså, at Bear Stearns og Lehman ikke bare var enkelte undtagelser. De led af samme sygdom som alle de andre: Alt for mange værdiløse papirer, alt for meget gæld, alt for lidt kapital og ingen kontrol med risiko,« skriver han i sin blog og tilføjer:

»Stormen, der flåede sig igennem finanssektoren, var langt større end ét selskab eller én hændelse.«

Læs Barry Ritholtz klumme her

Dagens Gossip

Dagens TV