Nej-siden står til klar sejr i græsk folkeafstemning

Nej-siden står til en meget klar sejr i Grækenlands folkeafstemning med 61,21 procent mod 38,79 procent til ja-siden, efter at halvdelen af stemmerne er talt op.

Det viser en løbende optælling på det græske indenrigsministeriums hjemmeside.

Dermed har et overvældende flertal af de græske vælgere, der deltog i søndagens folkeafstemning, fulgt deres regering og afvist de internationale långiveres krav til flere græske reformer og besparelser til gengæld for endnu flere penge til den græske økonomi, der er presset helt i bund.

Allerede få minutter efter, at de første valgstedsmålinger søndag aften er offentliggjort, meddeler det franske præsidentpalads, at Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, mandag er i Paris for at drøfte det græske afstemningsresultat med Frankrigs præsident, François Hollande.

I Athen siger en regeringstalsmand, at Grækenland omgående vil have genoptaget forhandlingerne med de internationale kreditorer og håber at få en aftale på plads snarest.

Den græske premierminister, Alexis Tsipras, har op til folkeafstemningen sagt, at grækernes problemer snart vil være løst, hvis grækerne stemmer nej til de internationale långiveres krav.

- Der er ingen grund til bekymring. Vi vil stå med en aftale 48 timer efter folkeafstemningen, har Tsipras sagt i en tv-tale.

Den græske finansminister, Yanis Varoufakis, skal ifølge nyhedsbureauet Reuters senere søndag mødes med repræsentanter for de græske banker for at diskutere situationen. Desuden vil Grækenland bede om at få hæve Den Europæiske Centralbanks nødlån til de græske banker, der har været lukket hele ugen op til folkeafstemningen.

Op til folkeafstemningen har der været mange advarsler fra de andre eurolande om, at Grækenland vil ryge ud af euroen, hvis vælgerne afviser det udspil, der lå på forhandlingsbordet, inden Tsipras sidste weekend pludselig udskrev folkeafstemning.

Men Grækenland har ingen overvejelser om at begynde at trykke pengesedler med en ny møntfod, fastslår Euclid Tsakalotos, der har koordineret forhandlingerne med landets kreditorer.

- Vi taler ikke om en parallelmøntfod. Jeg tror ikke, de smider os ud af euroen, siger Euclid Tsakalotos.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV