Nej tak til Løkkes offentlige slankekur

Venstres omdiskuterede forslag om at sende den offentlige sektor på slankekur møder ikke opbakning i befolkningen.

En meningsmåling foretaget af YouGov for metroXpress viser, at halvdelen af danskerne er imod at bremse væksten i den offentlige sektor for at få penge til skattelettelser til erhvervslivet. Blot hver fjerde støtter forslaget.

Forslaget om, at det offentlige ikke må vokse, er da også blevet mødt med solid skepsis fra rød blok.

Kritikken går især på, at nulvækst reelt vil betyde nedskæringer i velfærdssamfundet. Blandt andet fordi der kommer flere og flere ældre, der skal have folkepension, og fordi behandlinger og medicin i sundhedsvæsnet bliver dyrere og dyrere.

Den pointe har fået opbakning fra flere økonomer, men er blevet afvist af Lars Løkke Rasmussen (V).

- Det behøver da ikke gå ud over nogen. Vi skal bare køre længere på literen, forklarede Venstre-formanden på partiets landsmøde i november sidste år.

Det er imidlertid et letkøbt argument. Det mener professor i økonomi og tidligere overvismand Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet.

- Det er lidt en fugl på taget, for man kan altid sige, at "så må vi blive mere effektive", men hvis man ikke har nogle konkrete måder at gøre det på, kan det godt blive en gratis omgang, siger han til metroXpress.

/ritzau/

Dagens Gossip