Nej til rute-alliance koster Mærsk-aktionærer milliarder

De kinesiske myndigheders nej til det store P3-samarbejde mellem Maersk Line, MSC og CMA CGM koster ikke blot A.P. Møller - Mærsk muligheden for større besparelse i Maersk Line. Det koster samtidig aktionærerne i det lyseblå konglomerat milliarder af kroner.

Investorer straffede Mærsk-aktierne dagen igennem og både A- og B-aktierne faldt markant ved lukketid. Mærsk A-aktien har tabt 5,1 procent til 12.690 kroner, mens Mærsk B-aktien faldt 5,3 procent til 13.290 kroner.

Målt på markedsværdi løber det op i 15,7 milliarder kroner for aktionærerne, da A.P. Møller - Mærsk i løbet af dagen faldt fra at være 301,2 milliarder kroner værd til 285,5 milliarder kroner ved lukketid mandag. Det viser en beregning fra Ritzau Finans.

Alliancen med konkurrenterne skulle have mindsket Maersk Lines omkostninger solidt. Blandt andet derfor blev nyheden om, at alliancen alligevel ikke bliver til noget, taget hårdt op af aktiemarkedet, vurderer flere analytikere.

A.P. Møller - Mærsk offentliggjorde for et år siden planerne om det gigantiske rutesamarbejde med sine to største rivaler på containerfragt - franske CMA CGM og schweiziske MSC, som er verdens andet- og tredjestørste containerrederier.

Tilsammen ville selskaberne få mere end en tredjedel af markedet for containersejlads.

Tidligere har både EU og USA ellers godkendt samarbejdet, men tirsdag kom det altså frem, at de kinesiske myndigheder siger nej og dermed sætter en stopper for rutesamarbejdet.

Det er ifølge meddelelsen de kinesiske regler for fusionskontrol, der står i vejen for godkendelsen.

Så sent som fredag skrev Morgan Stanley i en analyse af A.P. Møller - Mærsk ifølge Ritzau Finans, at man forventede en omkostningsbesparelse på 500 millioner dollar fra P3-alliancen.

/ritzau/

Dagens Gossip