Nejpartier: Moderate kræfter skal slå Islamisk Stat

Skrevet af admin

01/04/2016

Dagens topnyheder

I stedet for at bekæmpe Islamisk Stat med kampfly og soldater, skal Danmark bruge kræfterne på fredsprocessen i Syrien og genopbygningen af det krigshærgede land.

Det er det bedste værn mod yderliggående bevægelser som Islamisk Stat, mener Enhedslisten og Alternativet. Partierne er ligesom SF imod regeringens planer om en dansk, militær indsats i Irak og Syrien.

- Både i Libyen, Irak og Afghanistan, hvor Danmark har ført krig og kastet bomber, er der i dag afdelinger af Isil (Islamisk Stat, red.). Vi bør lære af vores erfaringer.

- Ekstremisterne bliver styrket af vores krige og vores bomber. Syrien kan blive endnu en forfejlet, dansk krigsdeltagelse, siger Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, fra talerstolen i folketingssalen.

Fredag førstebehandler Folketinget et beslutningsforslaget om at sende danske soldater og kampfly på mission i Irak og Syrien.

Et bredt flertal i Folketinget støtter beslutningen, som betyder, at Danmark vil sende F-16-kampfly, specialoperationsstyrker og et Hercules-transportfly af sted senere i år. Kun Enhedslisten, SF og Alternativet er imod indsatsen.

Sammen med Alternativet har Enhedslisten fremsat to beslutningsforslag, der bygger på en "anden vision for dansk udenrigspolitik", forklarer Nikolaj Villumsen.

Omkostningerne til udsendelsen af kampfly skal i stedet bruges til humanitær genopbygning i de ødelagte områder af Syrien.

Desuden skal Danmark presse på, for at de sekulære kræfter, der deltager i kampen mod Islamisk Stat, inddrages i fredsforhandlingerne.

- I stedet for at indlede endnu en forfejlet krig, skal Danmark styrke fredsprocessen og den humanitære genopbygning. Det vil styrke de lokale, sekulære kræfter, som bekæmper Isil, siger Nikolaj Villumsen og nævner eksempler som kristne og kurdiske grupper og medlemmer af Den Frie Syriske Hær.

/ritzau/