Nelson Mandelas tilstand er uændret

Den 94-årige Mandela er indlagt for tredje gang siden december, og rundt i Sydafrikas kirker samles folk søndag for at bede til, at Nelson Mandela endnu en gang klarer sig igennem de lungeinfektioner, der ser ud til at forfølge ham.

Mandelas nære ven, ærkebiskop Desmond Tutu, har opfordret sydafrikanerne til at bede for, at Nelson Mandela hurtigt må komme sig.

Som Mlugisi Sekhosana fra bydelen Soweto ved Johannesburg siger til Reuters i en af Sowetos kirker;

»Vi ved, hvad han har betydet for os sydafrikanere. Hele nationen, sorte og hvide ønsker ham alt godt«.

Lørdag blev hans tilstand af præsident Jacob Zumas kontor beskrevet som »alvorlig men stabil«, og søndag skriver BBC, at lægerne på hospitalet har oplyst, at der ikke er sket ændringer i løbet af natten.

Nelson Mandelas hustru, Grace Machel, der skulle have været rejst til London, har aflyst alle arrangementer for at være ved sin mands side på hospitalet.

Nelson Mandela, der var præsident fra 1994 til 1999, er et afrikansk ikon og symbol på den sorte befolknings kamp mod det hvide mindretals apartheidstyre, der holdt ham indespærret sammen med mange andre modstandere på fangeøen Robben Island fra 1962 til 1982, hvor han i 1980 blev ramt af lungesygdommen tuberkulose.

Nelson Mandela trak sig tilbage fra rampelyset i 2004 og optrådte senest offentligt i forbindelse med finalekampen ved fodbold VM i 2010 i Johannesburg.

Dagens Gossip