NemID-angreb anmeldes til politiet: Det værste nogensinde

Torsdag eftermiddag kører NemID atter som normalt efter et omfattende IT-angreb. Et angreb, som har været årsag til, at NemID har været ustabilt og af flere omgange helt nede siden klokken halv fem i morges.

Der var tale om et såkaldt DDos-angreb, hvor nogen eller noget lægger så kraftigt et pres på et system, at det bliver sat ud af drift.

- Fra klokken 12:10 kom vi op at køre igen. Det betyder ikke nødvendigvis, at angrebet er stoppet. Men vi har haft held til at finde en løsning, der virker præventivt, mens vi arbejder videre med en varig løsning, siger Søren Winge, kommunikationschef hos Nets, til Dagens.dk.

Bliv ven med Dagens.dk - Klik her og vær med nu

Hele dagen har alt disponibelt mandskab arbejdet på at få systemet op at køre igen.

-Det er det mest omfangsrige angreb, vi nogensinde har været udsat for. Det er første gang, NemID har været utilgængeligt i så lang tid, siger Søren Winge.

Han ønsker ikke at gå i nærmere detaljer om angrebets karakter.

- Det er lidt kattens leg med musen i øjeblikket. Vi vil ikke sige noget, som måske kan blive brugt imod os. Men episoden viser tydeligt, at cyber-angreb er noget, vi skal tage meget alvorligt - og noget, vi hele tiden skal arbejde på at undgå.

Dagen igennem har bekymrede borgere kontaktet Nets. Den primære bekymring har været, om personlige oplysninger har været i fare.

- På intet tidspunkt har folks oplysninger været i fare. Det eneste, folk er blevet ramt på, er, at de ikke har kunne logge på netbank og andre sider, hvor man skal bruge NemID.

Nets anmelder nu episoden til politiet.

Dagens Gossip