Nervøse svenske feminister ligger tæt på spærregrænsen

Skrevet af admin

14/09/2014

Dagens topnyheder

Der bliver bidt negle hos Feministiskt initiativ, der ifølge to valgstedsmålinger ligger på eller lige over spærregrænsen ved det svenske riksdagsvalg.

Spærregrænsen i Sverige er på 4,0 procent, og de to valgstedsmålinger giver partiet henholdsvis 4,0 procent og 4,4 procent.

- Det er nervøst, det må jeg sige. Nu gælder det om, at cifrene holder. Jeg håber virkelig på det, så vi kan få et regeringsskifte og isolere Sverigedemokraterna, siger partiet leder Gudrun Schyman til nyhedsbureauet TT.

Feministiskt initiativ blev stiftet i 2005. Partiet stillede op med kandidater ved riksdagsvalget i 2006, hvor partiet fik 0,6 procent af stemmerne og ikke kom i Riksdagen.

Feministiskt initiativ stillede igen op til valget i 2010. Her kom partiet heller ikke over spærregrænsen på 4 procent, da man kun fik 2,2 procent af stemmerne.

Partiet arbejder med ligestilling på tværs af køn, alder, funktionalitet, seksualitet, religiøse overbevisninger, farve, etnicitet og statsborgerskab.

/ritzau/TT