Nervøst finansielt marked rammer amerikansk kapitalgigant

Skrevet af admin

14/07/2016

Dagens topnyheder

Verdens største kapitalforvalter, amerikanske BlackRock, kom ud af andet kvartal af 2016 med et resultat, som stemte meget godt overens med, hvad økonomer og analytikere havde regnet med.

Det skriver Reuters.

En kapitalfond arbejder på den måde, at fonden leder efter virksomheder, som fonden mener, har et uudnyttet potentiale eller kan drives på en bedre måde end virksomheden bliver på nuværende tidspunkt.

Her vil kapitalfonden forsøge at opkøbe virksomheder med henblik på at sælge den videre.

Blackrocks regnskab viste dog, at selskabet har været en smule trykket af lavere gebyrer, fordi investorer i højere grad er skiftet fra aktier til fastforrentede investeringer på grund af de store usikkerheder på verdens finansielle markeder.

- Politisk og makroøkonomisk usikkerhed, historisk lave renter og et svingende marked får kunderne til at holde sig fra speederen, siger bestyrelsesformand og administrerende direktør Laurence Fink i en pressemeddelelse.

De finansielle markeder har siden den britiske EU-afstemning sidst i juni været præget af store udsving, og folkeafstemningens resultat kom bag på langt de fleste iagttagere i den finansielle verden.

BlackRock leverede en justeret indtjening per aktie på 4,78 dollar i andet kvartal mod ventet 4,77 dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

/ritzau/Reuters