Nestlé tilbyder 20.000 nye job til Europas unge

Arbejdsløsheden i Europa er stadig et voldsomt problem. Nestlé vil nu gå aktivt ind i kampen for at skaffe flere jobs til de unge arbejdsløse. Inden 2016 vil virksomheden oprette 20.000 job og praktikpladser i Europa - rettet mod de unge.

»Det er selvfølgelig for at støtte ungdommen. Men det er også for at opbygge virksomheden til fremtiden. For at få folk ind og træne og udvikle dem, så de kan være en del af virksomheden i et langstrakt perspektiv,« siger Peter Svensson, direktør for Nestlé i Norden.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Per Kongshøj Madsen er de 20.000 job et meget lille tal, hvis man holder det op imod de cirka 5,5 mio. arbejdsløse unge i Europa. Det er ikke noget, der redder Europas unge ud af krisen, men han mener, at det er et positivt initiativ.

»Hvis Nestlé bliver en virksomhed, der danner skole og kan være inspiration for andre virksomheder, så kan det begynde at hjælpe på det«, siger han.

Nestlé vil både fokusere på de unge, der mangler job, og dem der mangler elev- og praktikpladser. Det sidste er ifølge Per Kongshøj Madsen især et initiativ, der vil gavne Europas unge.

»Det er vigtigt, at virksomheder åbner sig op i forhold til unge og deres uddannelse. Det er er jo det, der er den varme diskussion i Europa - at man skal ændre uddannelsessystemerne i en retning mod mere samarbejde med virksomhederne på arbejdsmarkedet. Det er et vigtigt perspektiv,« siger han og forklarer, at i de lande i Europa, der har et vekseluddannelsessystem, med kombination af uddannelse og praktik, der klarer de unge sig bedre.

Det er ikke noget nyt, at man ser virksomheder fokusere på social ansvarlighed i deres tiltag. Per Kongshøj Madsen nævner IKEA, som har brandet sig på mangfoldighed. Og branding-delen er også en af grundene til, at social ansvarlighed har været et varmt emne de seneste år - og er det hos Nestlé nu.

»Der kan være et reelt ønske om at gøre verden bedre, men der er jo også den anden behagelige omstændighed, at virksomheden får positiv branding. Det her er selvfølgelig noget, der giver Nestlé en god og fornuftig omtale. Men det ene udelukker ikke det andet,« siger han.

De 20.000 job, som Nestlé vil oprette, skal efter planen ikke erstatte selskabets almindelige ansættelser.

»Det betyder ikke, at vi ikke også udover det vil tilbyde job til folk med mange års erfaring. Men det her initiativ fokuserer på ungdommen i forlængelse af den situation, Europa er i,« forklarer Peter Svensson, direktør for Nestlé i Norden.

Nestlé ved endnu ikke, hvordan de 20.000 job kommer til at fordele sig i de europæiske lande. Det diskuteres stadig, og virksomheden vil først beslutte det i efteråret eller i begyndelsen af det nye år. Ifølge Peter Svensson, er det dog besluttet, at Norden får tildelt cirka 100 job. Selskabet har lige nu 100.000 medarbejdere placeret i Europa ud af deres i alt 340.000 ansatte på verdensplan.

 

 

 

Dagens Gossip