Net-tv lokker med gratis film

Kampen om danskernes tv- og computerskærme bliver stadig mere blodig.

Onsdag går YouSees streamingtjeneste YouBio i luften. Og i modsætning til konkurrenter som Netflix og ViaPlay, der typisk har givet nye kunder én gratis måned, bliver YouBio gratis helt frem til 1. februar.

YouBio er i første omgang en betaversion, men YouSee forventer, at det kun er en kort overgang.

- Der er ingen tvivl om, at der kommer til at være hård konkurrence. Nu er der jo mindst tre til fire store spillere, der har meldt deres ankomst. Så selvfølgelig bliver der kamp om kunderne, siger YouSees vicedirektør, Ulf Lund.

Også hos en af de direkte konkurrenter, ViaPlay, erkender direktør Niclas Ekdahl, at konkurrencen om de danske streamingkunder er høj lige nu.

- Men vi synes selvfølgelig, at det er spændende med nye aktører på markedet, siger Niclas Ekdahl.

Ud over de allerede nævnte satser en anden tv-distributør, Stofa, på at tage markedsandele med en ny tjeneste. Det sker formentlig i løbet af første kvartal næste år.

Og den amerikanske tv-gigant HBO har allerede meldt ud, at man er meget tæt på at være klar med en stor dansk satsning.

- Men vi tror på, at vi skal vinde på at have det bedste indhold. Så gør det mindre, at vores tjeneste faktisk bliver 20 kroner dyrere end vores konkurrenters, siger Ulf Lund med henvisning til, at både Viaplay og Netflix tager 79 kroner om måneden for et abonnement, mens YouBio har tænkt sig at opkræve 99 kroner om måneden fra 1. februar.

Selv om ViaPlay altså er billigere end YouBio, så mener Niclas Ekdahl også, at kampen først og fremmest kommer til at dreje sig om indholdet.

- Det er vigtigt at forstå, at ViaPlay skiller sig meget ud fra de andre tjenester, siger Niclas Ekdahl.

Ligesom Netflix og ViaPlay tilbyder YouBio film og tv-serier streamet via nettet. Og ligesom de to konkurrenter kan indholdet ses på mange forskellige platforme.

I første omgang kan man se YouBio på computeren samt på en særlig YouBio-boks, som gør det muligt at få indholdet direkte ind på stuealteret og på Apple-enheder som iPad og iPhones. YouSee regner med i løbet af januar også at have en løsning klar til Android-brugere.

Hvis man vælger boksløsningen, skal man dog være klar til at smide 495 kroner for selve boksen. Hvis man har for eksempel en iPad og det meget udbredte AppleTV, kan man dog også smide signalet over på fjernsynet den vej.

Til gengæld kan YouBio i modsætning til Netflix og Viaplay i første omgang ikke modtages på spillekonsoller som Xbox og Playstation 3.

- Det ville vi for så vidt meget gerne, men det kræver, at vi får indgået aftaler med Microsoft i USA og med Sonys europæiske hovedkontor, siger Ulf Lund.

YouSee har allerede forsøgt at indgå aftale med Microsoft, men foreløbig er den sag strandet i hovedkvarteret i Seattle.

- Vi vil meget gerne komme på spillekonsollerne, men det er ikke afgørende for os. Vi tror mere på vores egne tv-bokse, siger Ulf Lund.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV