Netanyahu afslår invitation fra Demokraterne i USA

Skrevet af admin

25/02/2015

Dagens topnyheder

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har tirsdag afvist at mødes med senatorer fra Demokraterne, når han i begyndelsen af marts på invitation fra Republikanerne skal tale om Irans atomprogram i Kongressen i Washington.

- Selvom jeg sætter stor pris på jeres venlige invitation til at møde demokratiske senatorer, tror jeg, at jeg ved at gøre dette nu vil bidrage yderligere til misforståelsen af, at mit besøg er partipolitisk, skriver Netanyahu i et brev til senatorerne Richard Durbin og Dianne Feinstein onsdag.

USA's præsident, Barack Obama, har tidligere gjort det klart, at han ikke vil mødes med Netanyahu, fordi han ser besøget som et led i den israelske premierministers valgkamp, og fordi Netanyahu i hans øjne forsøger at undergrave forhandlingerne med Iran.

Demokraterne i Senatet truede først med at boykotte Netanyahus tale i Kongressen, men tirsdag inviterede de to demokratiske senatorer alligevel Netanyahu til et møde bag lukkede døre i forbindelse med hans besøg i Washington.

Men det møde bliver ikke til noget.

Forholdet mellem den amerikanske regering og Israels premierminister har længe været på frysepunktet. Det skyldes blandt andet, at Israel er stærkt utilfreds med, at USA forhandler med Iran om dets atomprogram.

Netanyahu mener ikke, at man kan stole på iranernes hensigter. Til det svarede USA's udenrigsminister, John Kerry, tirsdag, at kritikerne af forhandlingerne med Iran ikke ved, hvad de taler om.

De internationale forhandlinger om Irans atomprogram er inde i sin afgørende fase, og USA frygter derfor, at utidig israelsk indblanding kan spolere de skrøbelige forhandlinger, der flere gange er blevet udskudt.

Netanyahu afviser, at hans besøg i USA i næste uge er partipolitisk og beklager, at det er blevet opfattet sådan.

- Jeg kan forsikre jer om, at den eneste grund til, at jeg takkede ja til invitationen (fra Republikanerne, red.), er for at lufte Israels alvorlige bekymring over en potentiel atomaftale med Iran, der kan true mit lands overlevelse, skriver han i brevet til senatorerne.

/ritzau/Reuters