Netanyahu dropper Mandela-højtidelighed

Skrevet af admin

09/12/2013

Mest læste i dag

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har besluttet ikke at deltage i mindehøjtideligheden for den afdøde statsmand Nelson Mandela.

Rejsen til Sydafrika, som ellers var planlagt, vil koste for mange penge, lyder begrundelsen. Regningen for transport og sikkerhed løber alene op i knap 11 millioner kroner, rapporterer israelske medier.

- Beslutningen er truffet i lyset af de store transportomkostninger, som er et resultat af turens korte varsel, samt sikkerhedsforanstaltninger, som er påkrævet for premierministeren i Johannesburg, hedder det i avisen Haaretz.

Benjamin Netanyahu havde ellers sendt besked til de sydafrikanske myndigheder, om at han agtede at rejse til landet. Men nu er rejsen aflyst i sidste øjeblik.

Premierministeren har været i det hjemlige medie-rampelys i den senere tid, fordi det er blevet afsløret, at israelske skatteydere sidste år har betalt mere end fem millioner kroner til vedligeholdelse af hans tre bopæle.

Nelson Mandela døde torsdag, og flere end 50 statsoverhoveder og regeringschefer har meldt deres ankomst til Sydafrika for at ære anti-apartheid-helten, som efter 27 års indespærring steg til tops som Sydafrikas første sorte præsident.

Netanyahu har hyldet Mandela som en "visionær mand og en frihedskæmper, som fornægtede vold".

/ritzau/AFP