Netanyahu fraråder USA at samarbejde med Iran

Skrevet af admin

23/06/2014

Mest læste i dag

USA bør undgå at samarbejde med Iran om at stabilisere den anspændte situation i Irak. Det mener den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Den militante gruppe Islamisk Stat i Irak og Levanten (Isil) har den seneste uge indtaget flere byer i Irak, og den sunnimuslimske bevægelses ultimative mål er at indtage hovedstaden Bagdad.

- Både Iran og de sunnimuslimske oprørere skal svækkes. De er begge fjender af USA. Og når dine fjender kriges, må du ikke styrke nogen af dem. Du skal derimod svække dem, siger Netanyahu til den amerikanske tv-station NBC.

USA har reageret på Isils fremrykning i Irak ved at sende knap 300 militærfolk til landet. De skal blandt andet beskytte medarbejderne på den amerikanske ambassade i Bagdad.

Torsdag sagde præsident Barack Obama, at Iran kan spille en konstruktiv rolle i Irak ved at støtte USA's indsats for, at alle parter i Irak respekteres. Obama fortalte, at USA har bedt styret i Iran om at afstå fra at gøre noget, der kan være med til at udløse en borgerkrig i nabolandet.

Irans præsident, Hassan Rouhani, sagde forrige weekend, at landet er parat til på anmodning at hjælpe sit naboland med at nedkæmpe et sunnimuslimsk oprør og foreslog et samarbejde med USA for at forsvare deres fælles allierede i Bagdad, premierminister Nuri al-Maliki.

Højtstående amerikanske embedsmænd har til flere medier oplyst, at USA overvejer at indlede en direkte dialog med sin mangeårige ærkefjende Iran om den anspændte situation Irak. Både i Iran og Irak sidder shiamuslimer på magten.

- Det, vi ser i Mellemøsten i dag, er det intense had mellem radikale shiamuslimer, i dette tilfælde anført af Iran, og radikale sunnimuslimer, anført af al-Qaeda, Isil og andre, siger Netanyahu.

Irans øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, anklagede søndag USA for at forsøge at tage kontrol over Irak ved at udnytte modsætningerne mellem sunni- og shiamuslimer.

/ritzau/NTB