Netanyahu: Iran-aftale er historisk fejltagelse

Skrevet af admin

14/07/2015

Mest læste i dag

Atomaftalen med Iran, som tirsdag kom i hus efter langvarige forhandlinger, er en "dårlig fejltagelse af historiske proportioner", siger den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Han frygter, at aftalen vil øge faren for angreb mod Israel, siger han på en kort pressekonference, der blev vist på israelsk tv.

Mens analytikere siger, at atomaftalen med Iran mindsker risikoen for, at Israel på egen hånd vil indlede militær aktion mod Iran, antyder Netanyahu, at denne mulighed fortsat er åben.

- Israel er ikke begrænset af denne aftale med Iran, for Iran søger fortsat vores ødelæggelse. Vi vil altid forsvare os selv, understreger Netanyahu på pressekonferencen, der fandt sted, inden premierministeren gik videre til møde i sit sikkerhedskabinet.

Kort efter kom en meddelelse om, at sikkerhedskabinettet enstemmigt har afvist aftalen.

Netanyahu kritiserer, at det er lykkedes Iran at få ophævet sanktionerne samtidig med, at landet kan beholde sit atomprogram, og at der dermed stadig er en fare for, at Iran i fremtiden kan udvikle atomvåben.

- Iran får en sikker vej til atomvåben. Mange af de restriktioner, der skulle forhindre det, bliver nu ophævet, siger den israelske premierminister.

- Iran får jackpot, en kontant guldgrube på flere hundrede milliarder dollar, som vil gøre landet i stand til at fortsætte sin aggression og terror i regionen og i verden, siger Netanyahu ifølge Reuters.

USA's præsident, Barack Obama, talte senere på dagen med Netanyahu og forsikrede ham om, at aftalen ikke svækker USA's "bekymring for Irans støtte til terrorisme og trusler mod Israel", lyder det i en udtalelse fra Det Hvide Hus.

Obama sender sin forsvarsminister, Ash Carter, til Israel i næste uge.

Obama skulle også tale med den saudiarabiske kong Salman, der ligeledes har været imod forhandlingerne med Iran, oplyser en højtstående regeringsembedsmand i Det Hvide Hus til nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/