Netanyahu lægger plan om nye bosættelser i ruiner

Skrevet af admin

13/11/2013

Dagens topnyheder

Israels planer om at opføre 20.000 nye boliger til israelske bosættere på Vestbredden er aflyst. Det oplyser premierminister Benjamin Netanyahu i en officiel erklæring fra sit kontor.

Netanyahu siger til Israels boligminister, at "planen skaber en unødvendig konfrontation med det internationale samfund på et tidspunkt, hvor vi gør en indsats for at overtale elementer i det internationale samfund om at nå en bedre aftale med Iran".

Erklæringen fra premierministerens kontor blev udsendt, efter at den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas havde advaret om, at bosættelserne ville tilskynde ham til at sætte en stopper for fredsprocessen, hvis de blev gennemført.

Vestbredden er et område, som Israel holder besat, og som palæstinenserne vil have som en del af en palæstinensisk stat.

Da byggeplanerne blev kendt, sagde palæstinenserne, at det ville skære Vestbredden over i to og dermed ødelægge muligheden for at skabe en levedygtig og sammenhængende palæstinensisk stat.

I mandags advarede palæstinensiske ledere om, at det er bedre at undlade at indgå en fredsaftale med Israel end at indgå en aftale, der tillader fortsat opførelse af bosætterboliger.

Israel erobrede Vestbredden, Østjerusalem samt flere andre områder under Seksdageskrigen i 1967.

Siden har Israel annekteret den østlige del af Jerusalem og udråbt den samlede by til landets hovedstad, hvilket ikke er internationalt anerkendt.

Israel har ifølge nyhedsbureauet Reuters bosat omkring en halv million israelere på Vestbredden og i Østjerusalem, som palæstinenserne håber, kan blive deres hovedstad i en stat.

/ritzau/AFP