Netanyahu og konen er dømt for at bryde arbejdsregler

Skrevet af admin

10/02/2016

Dagens topnyheder

Meni Naftali blev behandlet skidt af det israelske premierministerpar.

Naftali var tidligere administrator og leder af Israels regeringschefs embedsbolig, men det var sin sag at arbejde under premierminister Benjamin Netanyahu - og specielt hans kone, Sara.

Arbejdsforholdene var dårlige, og Sara Netanyahu var en hård arbejdsgiver.

Det siger en domstol i Jerusalem, der onsdag har dømt Netanyahu og konen til at betale en erstatning til Naftali på 170.000 shekel, godt 290.000 kroner.

- Domstolen har hørt mange vidneudsagn, der siger, at arbejdsforholdene i residensen var skadelige på grund af fru Netanyahus opførsel og hendes attitude over for de ansatte, siger dommer Dita Pruginin ifølge avisen Haaretz i sin begrundelse for dommen.

- Det gælder overdrevne krav, fornærmelser, ydmygelser og vredesudbrud. De ansatte skulle arbejde længe og i alt for mange timer, siger dommeren, der også noterer, at der var stor udskiftning i personalet i residensen, og at der konstant var mangel på arbejdskraft.

Det tyske nyhedsbureau dpa har også været i retten og skriver, at dommeren erklærer, at "den kendsgerning, at residensen er en særlig arbejdsplads, ikke retfærdiggør, at ansattes rettigheder brydes".

I sine vidneudsagn har Naftali også erklæret, at Sara Netanyahu ofte drak meget voldsomt. Det er en påstand, som premierministerfruen har afvist.

Hun har i stedet beskyldt Naftali for udelukkende at være efter parrets penge.

Dommeren påpeger i sin dom, at et sted som den officielle bolig for Israels premierministerpar bør skille sig positivt ud.

- Premierministerens residens - af alle arbejdspladser - med alle sine kompleksiteter bør tjene som et eksempel og en model for, hvordan arbejderes rettigheder overholdes, siger dommeren ifølge dpa.

Den 35-årige Meni Naftali var ansat i premierministerboligen fra februar 2011 til november 2012.

/ritzau/