Netanyahu skal bruge mere tid for at danne regering

Benjamin Netanyahu, Israels fungerende premierminister, forhandler i det nyvalgte parlament for at få en ny regering på plads, men han har brug for mere tid.

Derfor vil han bede om yderligere 14 dage til opgaven, fremgår det af en erklæring, der er udsendt af præsident Reuven Rivlins kontor.

Netanyahu er leder af det højrenationale parti Likud, der vandt valget 17. marts. Partiet erobrede 30 af parlamentets 120 pladser og er det største parti i forsamlingen.

Rivlin bad Netanyahu, der var premierminister inden valget, om at forsøge at danne en ny regering, da vælgerne havde talt. Netanyahu har i henhold til loven 28 dage til opgaven, og den periode udløber tirsdag.

Han kan dog ifølge loven bede om yderligere to uger til forhandlinger, og det er så det, der ser ud til at ske nu.

I erklæringen fra præsidenten hedder det, at Rivlin og Netanyahu mødes mandag for at drøfte den parlamentariske situation.

Netanyahus rådgivere har ellers tidligere sagt, at målet var at have en regering på plads inden den israelske uafhængighedsdag, der efter den jødiske kalender oprinder onsdag efter solnedgang.

Nu siger rådgiverne imidlertid, at nogle af de potentielle koalitionspartnere har fremsat "overdrevne krav".

Repræsentanter for Likud forhandler nu med partierne Kulano, Shas og UTH om at danne regering, der i givet fald bliver Netanyahus fjerde.

Lykkes det for Likud at få en aftale med de tre partier, vil regeringen imidlertid kun kunne tromme 53 mandater sammen, og regeringen har brug for minimum 61.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip