Netanyahu skal tale i den amerikanske kongres

Skrevet af admin

21/01/2015

Dagens topnyheder

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, modtog onsdag en invitation fra Washington til at tale i den amerikanske kongres i næste måned om sikkerhedspolitik i Mellemøsten på baggrund af den voldelige ekstremisme i regionen, siger formanden for Repræsentanternes Hus, John Boehner.

- I denne udfordrende tid har jeg bedt premierministeren om at tale til Kongressen om de alvorlige sikkerhedstrusler fra radikal islam og fra Iran, siger flertalslederen.

- Netanyahu er en stor ven af vort land, og denne invitation er ledsaget af vores forpligtelser til at værne om sikkerheden og trivslen hos Israels befolkning.

Netanyahu har talt til den amerikanske kongres to gange tidligere - i 1996 og i 2011.

Invitationen til den israelske leder om at tale i Washington den 11. februar kommer på et tidspunkt, hvor USA og andre stormagter forsøger at forhandle en kompleks aftale på plads med iranerne om Teherans omstridte atomprogram.

Iran og stormagterne i gruppen P5+1 har for nylig besluttet at forlænge fristen for en aftale til næste sommer.

Forhandlingerne skal sigte mod en aftale, hvor iranerne skal skrue ned for dampen i deres atomprogram og tillade større gennemsigtighed, mens Vesten til gengæld trinvist skal hæve sanktioner mod landet.

Striden om atomprogrammet har stået på i 12 år.

Iran siger, at programmet udelukkende har fredelige formål, men specielt Israel, USA og de arabiske lande i Golfen er ikke overbevist.

/ritzau/Reuters