Netanyahu: Tiden er ikke inde til tostatsløsning

Skrevet af admin

19/03/2015

Mest læste i dag

Det vakte opsigt, da den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, aftenen inden valget i Israel sagde, at der ikke vil komme en palæstinensisk stat, så længe han er ved magten.

Den udtalelse får nu Det Hvide Hus til at sige, at USA må "evaluere vores tilgang til denne situation fremadrettet".

Det Hvide Hus' talsmand, Josh Earnest, siger på et pressemøde, at det er tydeligt, at Netanyahu under valgkampen gik væk fra sine tidligere løfter om en tostatsløsning.

Men i et interview torsdag med den amerikanske tv-station MSNBC præciserer Netanyahu de kontroversielle udtalelser.

- Jeg ønsker ikke en étstatsløsning. Jeg ønsker en bæredygtig, fredelig tostatsløsning. Men for at det skal ske, må omstændighederne ændre sig, siger Likud-lederen.

Netanyahu har fået kritik for, at hans oprindelige udtalelse, der faldt under et interview med et israelsk medie, gik på tværs af hans egne tidligere løfter og 25 års internationale bestræbelser på at opnå en løsning der indebærer, at Israel og en palæstinensisk stat lever side om side.

Den vakte omgående kritik og fik EU til at bede Israel forpligte sig til målet om en tostatsløsning.

FN understregede, at den eneste måde, Israel kan opretholde demokratiet, er ved at holde sig til fredsprocessen, der skal munde ud i etableringen af en palæstinensisk stat.

Forholdet mellem USA og Israel er kølnet på det seneste, hvilket også kommer til udtryk i, at Obama endnu ikke har lykønsket Netanyahu med sejren. Det kan muligvis ske senere torsdag, siger Earnest.

Foreløbig har Obama overladt det til sin udenrigsminister, John Kerry, at ringe Netanyahu op.

- Det var en kort samtale, siger talskvinden for USA's udenrigsministerium, Jen Psaki.

/ritzau/Reuters