Netanyahu under pres for at danne regering

Skrevet af admin

06/05/2015

Dagens topnyheder

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, arbejder på højtryk for at få en aftale på plads med højrefløjspartiet Jødisk Hjem, som skal sikre, at Netanyahu og hans Likud-parti kan fortsætte i regering.

Inden midnat israelsk tid (klokken 23 dansk tid) skal Likud-lederen have en koalitionsregering på plads og informere præsident Reuven Revlin om, at han har tilstrækkeligt med støtte til at danne Israels næste regering.

Onsdag eftermiddag var Netanyahu fortsat i forhandlinger med højrefløjspartiet Jødisk Hjem, som er den eneste realistiske koalitionspartner, Likud har tilbage.

Likud har selv 30 mandater og har indgået aftale med centrumhøjrepartiet Kaluna (10 mandater) og de to ultraortodokse partier Shas (syv mandater) og Forenede Tora-Jødedom (seks mandater).

Hvis det lykkes Netanyahu at indgå en aftale med Jødisk Hjems partileder, Naftali Bennett, der har otte mandater, vil det sikre Netanyahus regering et snævert flertal på 61 af de 120 pladser i Israels parlament, Knesset.

Hvis det ikke lykkes, vil præsident Revlin bede en anden partileder om at danne regering. Det vil formentlig blive Isaac Herzog, leder af centrumvenstrepartiet Zionistisk Union, som blev valgets nummer to med 24 pladser i Knesset.

Iagttagere forventer dog, at det vil lykkes Netanyahu og Bennett at få en aftale på plads.

Den hidtidige udenrigsminister, Avigdor Lieberman, smed en bombe i regeringsforhandlingerne, da han for to dage siden meddelte, at han og Netanyahu ikke kunne blive enige om en koalition, der inkluderer Liebermans højrefløjsparti, Yisrael Beitenu.

Det betyder, at Netanyahu nu er afhængig af Bennett og hans Jødisk Hjem for at kunne fortsætte i regering.

Det er Bennett fuldt ud klar over og sælger sig dyrt. Han lagde ud med at kræve, at alle partiets otte Knesset-medlemmer får hver en ministerpost.

Ifølge avisen Times of Israel har Bennett onsdag eftermiddag sikret sig, at Jødisk Hjem får justitsministerposten, som Netanyahu havde ønsket at bevare på Likuds hænder.

En række israelske iagttagere forventer ifølge AFP, at et flertal på blot 61 mandater ikke vil sikre den kommende regering nogen lang levetid.

Da Netanyahu udskrev nyvalg i december, var det netop for ændre på den kroniske ustabilitet, der prægede hans koalition.

/ritzau/AFP