Netbankstyve overhaler bankrøvere

Siden 2006 har der været 699 bankrøverier i Danmark – bundrekorden blev sat i 2013, hvor antallet var helt nede på 35 – mens der i samme periode har været 1.024 succesfulde indbrud i danske netbankskontoer. Det samlede tab fra disse indbrud beløber sig til 28,5 millioner kroner. Det viser tal fra Finanstilsynet.

"De kriminelle opererer der, hvor pengene er, og i takt med at der er sket en øget digitalisering i Danmark, er en stor del af den her form for kriminalitet rykket over på internettet," siger Henriette Rolskov, juridisk rådgiver i Finansrådet.

Hun fortæller videre, at bankerne i stigende grad laver forebyggende indsatser for at sikre netbankskontierne, men at antallet af indbrud falder og stiger i takt med at pengeinstitutterne og de kriminelle skiftes til at have det teknologiske forspring.

"Efterhånden som vi gennemfører forskellige tiltag, ændrer de kriminelle også kurs og bliver bedre og bedre. Derfor ser vi også et dynamisk billede med en slags sortbørs, hvor der sidder nogen professionelle kriminelle og udvikler og sælger programmer, som er avancerede nok til at snyde vores kunder," siger Henriette Rolskov.

Problemet med IT-kriminalitet er nu så stort i Danmark, at Rigspolitiet er i gang med at oprette en gruppe, som udelukkende skal bekæmpe internetkriminalitet.

"Før i tiden skete forbrydelser i Danmark, offeret var i Danmark, og man efterforskede i Danmark. I dag kan kriminelle sidde i Afrika, Sydamerika eller andre steder og stjæle i Danmark. Vores opgave er at identificere tyvene, for eksempel ved at følge pengestrømmen tilbage til de kriminelle, og så samarbejde med landets myndigheder," siger Johnny Lundberg, chef for Rigspolitiets Nationale IT-efterforskningscenter.

Dagens Gossip