Netflix og Spotify med på ferien er ét skridt tættere på

Skrevet af admin

26/05/2016

Dagens topnyheder

Snart vil der være intet i vejen for at tage Netflix, Spotify, Viaplay og andre abonnementer med på ferie i Europa.

EU barsler med et stop for begrænsninger, når brugere er på korte ophold i andre lande. Forslaget er nu et skridt tættere på at blive virkelighed, efter at EU's konkurrenceministre torsdag nikkede ja til planerne.

Derfor ser det ud til, at internetbaserede betalingstjenester for film, serier, sport, spil, musik og lignende indhold kan tages med på ferie uden begrænsninger fra næste år.

Hidtil har Netflix og andre udbydere ellers blokeret for adgang i bestemte lande eller givet kunder et mindre udvalg.

- Det her gør livet lettere for EU-borgere, når de rejser, ved at give dem fortsat adgang til indhold, som de lovligt har købt eller abonneret på i deres hjemland, siger Hollands økonomiminister, Henk Kamp, der ledte forhandlingerne i EU's ministerråd.

Næsten alle 28 EU-lande står bag forslaget. Det er ikke afklaret, hvor længe man må tage tjenesterne med, eller hvordan systemet skal virke i praksis. Men det ventes at blive løst i forhandlinger med Europaparlamentet senere i år.

Kun Spanien udtrykte bekymring for forslaget. Landet frygter, at de løftede begrænsninger kan være en trussel for rettighedshavere og føre til mindre penge til dem, der producerer indholdet.

Håbet i EU er, at reglerne kommer på plads kort efter, at forbuddet mod roamingtakster på mobiltelefoni i udlandet træder i kraft i juni 2017.

De nye planer er tidligere blevet rost af både Forbrugerrådet Tænk og repræsentanter for erhvervslivet.

Forslaget er en del af EU's store planer om det digitale indre marked. Onsdag foreslog kommissionen også at gøre almindelig nethandel mere brugervenlig. Det betyder et stop for geografiske begrænsninger og bedre forbrugerrettigheder.

/ritzau/