Nets satser på dankort på mobilen i slutningen af oktober

Skrevet af admin

17/05/2016

Mest læste i dag

Der kommer formentligt til at gå omkring fem måneder, før de første danskere bliver klar til at betale med et dankort på mobilen.

Sådan lyder i hvert fald planen fra Nets, der står for dankortsystemet.

- Vi arbejder stålsat på at kunne lancere dankort på mobilen i efteråret 2016. Mere præcist ser det ud til at blive i den sidste halvdel af oktober, siger Jeppe Juul-Andersen, ansvarlig for dankortet i Nets.

- Men det er en tidsplan, der kan ændre sig. Infrastrukturen skal være klar, bankerne skal være klar til udstede kortet, og butikkerne skal være klar til at kunne tage imod betalingerne, siger han.

Tirsdag offentliggør Nets en aftale med Coop om, at der nu gøres klar til betaling med dankort på mobilen i de alt 1200 butikker i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta og Irma.

Jeppe Juul-Andersen er ikke i tvivl om, at forbrugerne har brug for endnu en betalingsmåde, som kommer efter bankernes mobile betalingstjenester MobilePay og Swipp og det kontaktløse dankort.

- Mange af os står alligevel med mobiltelefonen i hånden, når vi venter på at betale i supermarkedet, så det bliver simpelthen bare lettere, siger han.

Planen er, at det fra slut oktober skal være muligt at lægge sit dankort over på mobilen i en såkaldt digital tegnebog.

- Som forbruger vil jeg skulle downloade en app, vælge min bank i appen og herunder vælge at overføre en kopi af mit dankort til mobilen. Så er jeg sådan set klar til at gå ned at handle, sige Jeppe Juul-Andersen.

- Man holder telefonen hen til terminalen i butikken, og så er der betalt. Hvis det er over 200 kroner, skal man indtaste en kode. Man slipper for at tage det fysiske kort op ad lommen, siger han.

/ritzau/