Netsex med mindreårige bliver nu anset som voldtægt i vores naboland

Skrevet af Kirstine Petersen

02/10/2015

Dagens topnyheder

I går, torsdag, trådte en ny straffelov i kraft i vores naboland Norge.

- Straffen for grov vold i nære relationer øges fra seks til 15 år. Al seksuel omgang med personer under 14 år bliver anset som voldtægt, siger den norske justitsminister Anders Anundsen til TV Norge.

Loven har været 35 år undervejs og resultatet er en modernisering af mellem 300 og 400 bestemmelser i strafferetloven. Blandt andet ændres reglerne for seksuel omgang med børn, hvilket fremover sidestilles med voldtægt - også selvom handlingen ikke er et fysisk overgreb.

Seksuel omgang med et barn kan dermed inkludere at få barnet til at vise sig frem foran et webkamera. Om en anklaget har rørt eller ikke rørt et barn er irrelevant, hvis handlingen i sig selv var med et seksuelt formål.

Lokker man derudover en mindreårig til at gøre noget ved sig selv foran kameraet, kommer det ind under en ny og strengere straframme, uddyber Højesteretdommer Magnus Matningsdal, der har fulgt udformningen af loven i en årrække. Her er strafferammen op til 10 års fængsel.