Netsupermarked vil have flere forbrugere online

Skrevet af admin

08/09/2014

Dagens topnyheder

Flere danskere skal have øjnene op for at handle dagligvarer på nettet, og derfor har netsupermarkedet Nemlig.com indgået et nyt samarbejde med den norske dagligvarekoncern Dagrofa.

Aftalen med Dagrofa betyder lavere indkøbspriser for Nemlig.com, men det betyder ikke i første omgang lavere priser for kunderne.

- Samarbejdet betyder, at vi bliver markant mere konkurrencedygtige, end vi har været indtil nu, siger Stefan Plenge, administrerende direktør i Nemlig.com.

- På den lange bane kan vi måske komme ind og kigge på priserne, men vi er allerede i dag fuldt ud konkurrencedygtige med de billigste discountsupermarkeder, siger Stefan Plenge.

Dagrofa ejer blandt andet kæderne Superbest og Eurospar, som dog snart skifter navn til Meny.

Ifølge Bruno Christensen, der lever af at rådgive detailbranchen, vil netbutikker som nemlig.com trods konkurrencedygtige priser ikke blive en trussel for de store dagligvarekæder.

- Det er ikke for alvor kommet i gang i Danmark endnu, og markedet vil formentlig ikke vokse til mere end 10 procent, da vi i dette land har et meget fintmasket net af dagligvarebutikker med lange åbningstider på hvert eneste gadehjørne, siger han.

- Det betyder, at et flertal af forbrugerne vil handle der efter behov i stedet for at handle på nettet, vurderer han.

Bruno Christensen anslår, at salget af dagligvarer på nettet udgør fire til fem procent af det samlede marked. Han peger på, at de store kæder som Dansk Supermarked og Coop ikke har gjort et stort indryk på nettet, fordi det skader salget i butikkerne.

Nemlig.com har imidlertid store ambitioner på nettet og venter en vækst i omsætningen på 150 procent i år. Administrerende direktør Stefan Plenge medgiver dog, at virksomheden har en stor udfordring i at få danskerne til at ændre deres indkøbsvaner.

- Rom blev ikke bygget på en dag, og der er mange danskere, som endnu ikke har fået øjnene op for, hvor let det er at handle dagligvarer på nettet, siger han og fortsætter:

- Derudover er det at handle dagligvarer en af de mest indgroede vaner, da forbrugerne køber dagligvarer flere gange om ugen, så det er en meget store vaneændring, vi er ude i, siger han.

Af andre rendyrkede online supermarkeder findes der blandt andre butikker som Osuma.dk, SarTorvet.dk og Oekovejen.dk.

/ritzau/