Nettet er forbrugernes indkøbsmekka

Skrevet af admin

10/10/2014

Dagens topnyheder

Butikker lukker eller ender som rene udstillingsvinduer, og i stedet griber forbrugerne telefonen, tabletten eller computeren for at bestille varer hjem fra sofaen.

Nye tal viser, at danske forbrugere i år vil købe ind for omkring 54,4 milliarder kroner i danske og udenlandske netbutikker. Det er en stigning på 15 procent i forhold til 2013.

Og stigningen vil vokse yderligere de kommende år, vurderer Henriette Høyer Gil, der er salgschef i Dibs, der håndterer hovedparten af dankortbetalingerne på nettet og som står bag tallene.

- Især vil handlen med dagligvarer vokse, for når først forbrugerne får onlinehandel ind under huden, hvorfor så bruge tid på at køre rundt til butikkerne, stå i kø og bagefter slæbe varerne op ad trappen, siger hun.

Computeren er fortsat den foretrukne, når der skal bestilles hjem, men smartphones og tablets vinder terræn. Mere end hver tredje forbruger har i år anvendt en mobil enhed. Det svarer til en stigning på 74 procent på to år.

Hos Danmarks største tøjkoncern Bestseller bekræfter kommunikationsansvarlig Jesper Stubkier, at kunderne bruger flere af deres penge på nettet.

Det fik i slutningen af august Bestseller til at lancere en fælles netbutik for alle selskabets tøjmærker - blandt andet Vero Moda, Only, Jack & Jones og børnetøjet Name It.

- Vi kan bekræfte, at mobile devises spiller en større og større rolle, så det er helt sikkert et område, vi følger tæt, siger Jesper Stubkier.

Mens der shoppes på nettet som aldrig før, bliver der længere mellem butikkerne. På landsplan er der i dag 2832 færre butikker at købe ind i end i 2008.

/ritzau/