Netto beklager vred besked til skralder

Det var ikke i orden, at en Netto-medarbejder hang en seddel op og advarede en skralder mod fortsat at rode efter mad i supermarkedets containere.

Det understreger Netto søndag eftermiddag på Facebook.

- Vi vil gerne understrege, at sedlen med beskeden absolut ikke afspejler virksomhedens politik, ligesom at det heller ikke er noget, vi moralsk synes er ok, skriver Netto.

Bølgerne er gået højt på Facebook, efter at et billede af den pågældende medarbejderes seddel blev lagt ud på det sociale medie.

Netto-medarbejder: Jeg har tisset på din mad

Medarbejderen, som ifølge Ekstra Bladet arbejder hos Netto i Vemmelev vest for Slagelse, skriver blandt andet:

- Håber din mad smagte godt, selv om jeg har tisset i containerne hver dag de sidste to uger! Vi har din nummerplade, og hvis du kommer igen efter i dag, bliver du meldt!

Men det var altså ikke i orden, lyder det fra supermarkedskæden:

- Dette er meget klart indskærpet over for medarbejderen, som har handlet på egen hånd, skriver Netto og fortsætter:

- For god ordens skyld skal det tilføjes, at den pågældende medarbejder har skrevet sedlen uden at gøre alvor af det. Det betyder imidlertid ikke, at det er ok med sådanne sedler, og vi tager fra Nettos side klar afstand fra sådanne sedler.

Hos Dansk Supermarked, der ejer Netto, tager man også afstand fra hændelsen.

- Det er klart, at det her slet ikke er acceptabelt. Det er hverken virksomhedens holdning, eller noget vi finder moralsk forsvarligt, siger pressechef Mads Hvitved Grand til Ekstra Bladets netavis.

Han vil dog ikke afsløre, om medarbejderen står til en fyreseddel.

- Vi tager den internt, så det har jeg ikke tænkt mig at melde ud.

/ritzau/

Dagens Gossip