Netto-røvere i Christiansfeld slap væk med 32.000 kroner

Tirsdag ved 10-tiden kom en ung 20-årig mand ind i retslokalet i Retten i Kolding. Han var iført blå arbejdsbukser, en sort sweatshirt og arbejdssko og lettere trykket af, at han skulle fremstilles i grundlovsforhør.

Dommeren fik bekræftet mandens identitet og her kom det frem, at han var uden fast bopæl. Han er sigtet for røveri mod Netto i Lindegade i Christiansfeld søndag aften.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at den 20-årige samt en ukendt medgerningsmand slap væk med 32.000 kroner samt et ukendt antal cigaretter samt spiritus.

Den 20-årige nægtede sig skyldig.

Da der er en medgerningsmand på fri fod begærede anklageren dørene lukket og dermed måtte pressen forlade retssalen.

Opdatering klokken 14.45:

Den 20-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede ikke kendelsen.

Om røveriet

Røveriet skete søndag aften, i føge anklageskriftet ved 22.25-tiden, hvor to mænd med en pistol truede sig til kontanter. De var så koldblodige, at de ventede i butikken på at tidslåsen til en pengeboks blev udløst. I mellemtiden forsynede de sig med spiritus og cigaretter. Efter røveriet stak de af i en grå gammel Opel stationcar, som mandag blev fundet i Fredericia.

Og politiet gik ind i en lejlighed i Fredericia, hvor de fandt den 20-årige. Lejlighedens beboer kom hjem, mens politiet var på stedet og han blev også anholdt. Men beboeren - en 31-årig mand - havde intet med røveriet at gøre, oplyste lokalpolitiet i Kolding tirsdag morgen.

Dagens Gossip