Netto smiler over billigere øl og cola

Det bliver snart billigere at lægge en sodavand eller øl ned i indkøbskurven, når du handler.

Det lover de danske supermarkeder, efter alle partier undtagen Enhedslisten søndag valgte at fjerne afgiften på sodavand og sænke afgiften på øl.

- De lavere afgifter vil ryge tilbage til kunderne. Der er ingen tvivl om, at priserne vil falde hos os. Øre for øre, krone for krone, siger Mads Hvitved Grand, pressechef hos Dansk Supermarked, der står bag butikker som Netto, Bilka og Føtex.

Samme melding kommer fra Coop Danmark, som blandt andet har Irma, Kvickly, Super Brugsen og Fakta i deres fold.

- Det kommer med 100 procents sikkerhed kunderne til gode. Vi vil sætte priserne ned med det, afgiften falder med, siger informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen.

Begge detail-mastodonter er begejstrede for tiltaget, som, de regner med, vil få noget af salget i grænsebutikkerne tilbage til Danmark.

- Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning for at begrænse den stadigt stigende grænsehandel, der er. Det får ikke grænsehandlen til at stoppe, men det trækker noget af handlen tilbage til Danmark, siger Jens Juul Nielsen.

Han bliver bakket op af Mads Hvitved Grand, som "forventer, at salget nord for grænsen vil stige".

Hos De Samvirkende Købmænd (DSK) ser man også positivt på fremtiden, når det kommer til grænsehandlen.

- Vi forventer, at det flytter salg fra tyske butikker hjem til danske butikker, så vi forventer en øget omsætning herhjemme, og vi forventer, at det kan betale sig for færre at køre til Tyskland, siger Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i DSK.

Vicedirektøren peger på, at den såkaldte "trailer-grænse" er rykket tættere på Tyskland med de nye afgifter.

- Grænsen for, hvornår det kan betale sig at starte bilen og køre til grænsebutikkerne, rykker lidt tættere på Tyskland. Så hvis det før kunne betale sig at køre fra Roskilde til Tyskland, så skal man måske til Slagelse i dag, før det kan betale sig at køre, siger han.

Organisationen for Rema1000, Kiwi Minipris og SuperBest forventer derfor også, at salget i Danmark vil stige, mens grænsehandlen må "afgive en smule" af det salg, de har i dag.

/ritzau/

 

Dagens Gossip