NeuroSearch fyrer topchefen

Her skriver ledelsen, at den »ønsker at begrænse selskabets omkostninger i forbindelse med den daglige drift«. René Schneider fortsætter dog sit virke som direktør frem til 30. november i år.

Han har været ansat hos NeuroSearch siden 2011, hvor han blev ansat som finansdirektør, og sidenhen blev han udnævnt til administrerende direktør.

Bestyrelsesformand Allan Andersen siger, at René Schneider har ydet en fremragende, dedikeret og kompetent indsats for NeuroSearch siden sin ansættelse:

»Under hans ledelse er selskabets egenkapital genetableret, og gælden til bankerne er afviklet. Det lykkedes også i perioden at sælge Huntexil og selskabets ejendom og grund. Selskabet er nu i en position, hvor bestyrelsen vurderer, at der ikke længere er behov for en tung administrerende direktør. Vi er sikre på, at René får succes i sit fremtidige virke.«

Selv siger René Schneider, at han har arbejdet hårdt på at bringe NeuroSearch i en situation, hvor selskabets aktiviteter succesfuldt var solgt fra og gælden afviklet.

»Der er vi nu, så bestyrelsens disposition har jeg stor sympati for, og den kommer naturligvis ikke som en overraskelse for mig. Selv om jeg har haft ansvaret i en turbulent tid, har jeg været glad for min tid i NeuroSearch. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at aflevere et selskab i pæn stand.«

NeuroSearch har den seneste tid været ude i et mediestormvejr, idet selskabet er anklaget for kursmanipulation. Det sker efter, at selskabet tilbage i 2010 udsendte en fejlagtig, positiv meddelelse om et studie af en medicinkandidat. Meddelelsen sendte kursen voldsomt op, og inden en opfølgende meddelelse blev sendt ud, havde Neurosearch-ledelsen solgt aktier for millioner. Efterfølgende er den tidligere administrerende direktør Flemming Pedersen som den eneste enkeltperson blevet sigtet i sagen.

Ifølge meddelelsen vil selskabet på et senere tidspunkt oplyse om, hvordan den fremtidige selskabsledelse vil se ud.

Dagens Gossip

Dagens TV