Neville ånder ud og kigger fremad efter tiltrængt sejr

Hvis Valencia-træner Gary Neville vågner op en smule lettet søndag, er der ikke noget at sige til det.

Efter ti kampe på stribe uden ligasejr i spidsen for det tidligere mesterhold lykkedes det endelig at hente tre point med en 2-1-sejr hjemme over Espanyol lørdag aften. Det var holdets første ligasejr siden 7. november 2015.

Men Gary Neville vil ikke lade lettelsen stige hverken ham selv eller spillerne til hovedet. Der skal fortsat knokles.

- Forhåbentlig vil vi bygge videre på dette. Det er det, jeg ønsker og håber på, siger Valencia-træneren efter sejren ifølge AFP.

- Det er ikke en aften til nogen form for fejring. Vi skal ikke lade os rive med. Vi skal opbygge selvtillid med dette resultat.

Der har hvilet et tungt pres på Gary Neville som følge af de dårlige resultater, der kulminerede med sidste uges 0-7-blamage mod FC Barcelona i den spanske pokalturnering.

Den tidligere Manchester United-spiller har fået hård kritik i medierne, men det har han intet problem med.

- Jeg forventer ikke at blive beskyttet, og jeg trives fint med det. Fra min stol ved jeg, at jeg er i krydsilden, siger Gary Neville.

Med sejren rykkede Valencia op på 11.-pladsen i Primera Division. Holdet kan dog falde to pladser tilbage i tabellen afhængigt af resultaterne i andre kampe søndag.

/ritzau/

Dagens Gossip