Nevs får endnu en chance for at redde Saab

Skrevet af admin

08/10/2014

Dagens topnyheder

Saab-ejeren Nevs i den svenske by Trollhättan har fået endnu en frist til at afprøve, om to planlagte redningsliner kan bære. Hverken fordringshaver eller tingsretten havde onsdag noget imod, at rekonstruktionen kan fortsætte frem til slutningen af november.

- Det var det bedste alternativ. De havde brug for mere tid. En konkurs er værre, idet ventetiden på at få sine penge tilbage, hvis man overhovedet får nogle, ofte er meget lang, siger administrerende direktør Fredrik Sidahl fra underleverandørernes brancheforening FKG.

Mange af leverandørerne har allerede måttet æde en økonomisk bet på grund af Saab Automobiles konkurs, så der var en helt klar vilje til at lade Nevs fortsætte lidt længere under onsdagens kreditormøde.

For at få plads til de godt 100 deltagere havde retten flyttet mødet til rådhuset.

Udefra ser situationen for Nevs meget mørk ud med en fabrik, der har stået stille siden maj, leverandørgæld på op mod en halv milliard svenske kroner, og næsten en tredjedel af personalet er sagt op.

Men virksomhedsledelsen, der kom kørende til rådhuset i prototyper af den ny elektriske Saab, er optimistisk.

- Der er sket store fremskridt i forhandlingerne i de seneste to uger. Vi tror på en bindende aftale under rekonstruktionstiden, siger den administrerende direktør Mattias Bergman.

Han taler om Nevs' første redningsline, der blev kastet ud allerede i begyndelsen af året for at få nye aktører med. Der blev indledt samtaler med to asiatiske bilproducenter, hvor den ene er interesseret i at udvikle Saab til et topmærke, og andre vil have et fælles udviklingsselskab.

Det er uklart, om mærket Saab må benyttes, da det først skal klappes af med forsvarskoncernen Saab. Hvis forhandlingerne forliser, så er det den anden livline, det gælder. Her vil Nevs tjene penge på at bygge biler for andre og udviklingsarbejde for andre bilproducenter.

- Det handler om at udnytte ressourcerne. Vi vil gøre alt for at undgå en konkurs, siger Matthias Bergman.

/ritzau/TT