New York indfører betaling for milliarder af plastikposer

Skrevet af admin

06/05/2016

Mest læste i dag

Forbruget af plastik- og papirposer i New York er så stort, at bystyret nu har vedtaget, at millionbyens butikker fremover skal tage mindst fem cent per pose. Det svarer til godt 30 øre per pose.

Efter en ophedet debat torsdag vedtog et flertal på 28 mod 20 af byrådets medlemmer forslaget, der skal reducere forbruget med op til 60 procent over de kommende år.

- Byrådets beslutning rammer den rigtige balance ved at mindske afhængigheden af engangsposer og give folk et incitament til at benytte genanvendelige poser, siger New Yorks borgmester, Bill de Blasio, i en udtalelse.

Han har længe været fortaler for at indføre afgifter på engangsemballage, og beslutningen torsdag er en del af hans vision om, at New York i 2030 ikke længere skal køre skrald til lossepladser.

Tidligere har også Californien og Washington D.C. indført betaling for engangsemballage, og i New York er der et særdeles stort potentiale for at skære i forbruget.

Ifølge bystyret anvendes der årligt over ni milliarder poser i byen. Det svarer til, at hver eneste af de knap 8,5 millioner newyorkere hvert år bruger over 1000 brug-og-smid-væk-poser.

Loven har en række undtagelser. For eksempel slipper restauranter, street food-sælgere og apoteker for at tage penge for emballage. Det samme gælder butikker, som sælger alkohol eller fødevarer, der ikke er i en emballage fra fabrikken.

Derudover er newyorkere, der betaler med madkuponer, også undtaget fra at smide en ekstra nickel, som er amerikanernes betegnelse for en 5-cent-mønt.

Ifølge modstandere af loven er det i forvejen ekstremt dyrt at bo i New York, og loven vil ramme byens mindre bemidlede hårdest.

Butikker, der bliver taget i ikke at afkræve kunder betaling for poser, risikerer i første omgang bøder på 250 dollar. Loven træder i kraft 1. oktober.

/ritzau/dpa