New York sender politi på gaden efter terror-melding

Skrevet af admin

26/09/2014

Mest læste i dag

Flere politibetjente på gaderne og ved byens metrostationer skal få borgerne og de prominente verdenspolitiske gæster i New York til at føle sig sikre, efter at Irak har oplyst om "pålidelige" efterretninger om Islamisk Stat-terrorplaner mod undergrundsbaner i amerikanske storbyer.

Det samme sker i Paris, hvor der angiveligt også skulle være planlagt angreb.

New Yorks politichef, William Bratton, oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at politiet har skruet op for antallet af betjente, og sammen med New Yorks borgmester, Bill de Blasio, beroliger han borgerne med, at der foreløbig ikke er nogen informationer, som understøtter påstanden.

Derfor bør befolkningen ikke føle sig truet eller i fare.

- Vi er overbevist om, at beboerne i New York er sikre, siger Bill de Blasio ved et pressemøde på en metrostation på Manhattan.

I en erklæring fra Frankrigs præsident, François Hollande, bliver det oplyst, at sikkerheden i Paris og resten af landet også bliver skærpet.

- Præventive foranstaltninger mod risikoen for terror vil blive styrket i det offentlige rum og i den offentlige transport, står der i meddelelsen.

Frankrig anses som et mål for terror, efter at en gruppe tilknyttet IS onsdag halshuggede en bortført franskmand i Algeriet. De islamistiske bortførere havde krævet, at Frankrig stopper sin deltagelse i luftangreb på Islamisk Stat i Irak for at skåne den 55-årige franskmand.

Skærpelsen af sikkerheden i Frankrig og New York sker, efter at den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, torsdag under sit besøg i New York angiveligt har modtaget "pålidelige" efterretninger om, at IS har planer om at angribe undergrundsbaner i Paris og amerikanske storbyer.

New York er i disse dage ramme om FN's Generalforsamling, hvor politiske repræsentanter fra hele verden er samlet.

Ifølge New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, var sikkerheden omkring den offentlige transport i staten allerede skærpet før den seneste advarsel.

En fremtrædende irakisk embedsmand, der ikke vil have sit navn frem, siger, at den irakiske efterretningstjeneste har afsløret "alvorlige trusler", som man nu har delt med allierede efterretningstjenester.

- Vi er stadig i gang med at vurdere, om efterretningerne holder helt stik, og hvor langt planerne var fremme, siger kilden.

/ritzau/