New York Times angrebet af hackere

Det første angreb mod hjemmesiden nyt.com blev foretaget omkring klokken 21 dansk tid tirsdag, hvor de første brugere begyndte at melde om problemer med at få adgang til siden. To timer senere skrev avisen ifølge CNN på sin Facebook-side, at problemerne sandsynligvis skyldes et »ondsindet« eksternt angreb.

Hackergruppen Syrian Electronic Army, der støtter Assad-regimet i Syrien, har taget ansvaret for angrebet mod avisen. Gruppen, der tidligere har hacket sig ind i nyhedsbureauet APs Twitter-konto og skrevet, at præsident Obama var blevet såret af en bombe, annoncerede angrebet på Twitter.

»Medier går ned. Twitter, er I klar,« skrev den elektroniske hær på det sociale medie.

Tirsdagens angreb var rettet mod selskabet, der huser New York Times’ domænenavn, Melbourne IT. Der er tale om et meget sofistikeret angreb sammenlignet med tidligere angreb fra Syrian Electronic Army, fortæller avisens informationschef, Marc Frons.

»Det svarer til at bryde ind i den lokale sparekasse sammenlignet med at bryde ind i Fort Knox. En domæne-vært bør have ekstremt høj sikkerhed, for de har ansvaret for sikkerheden på flere hundred, hvis ikke tusind hjemmesider,« siger Frons i et interview med avisen.

New York Times opfordrer sine medarbejdere til at undlade at sende mails med følsomt eller fortroligt indhold, til hackerangrebet af afværget.

Dagens Gossip